ROKU – amerikansk streaming platform. Roku tilbyder brugere adgang til mere end 4.000 forskellige gratis og betalings kanaler samt streamingtjenester som Netflix og Disney+. Vi har tidligere haft Roku i vores portefølje og solgte vores seneste position i starten af 2021 hvor Roku var en del af ”stay-at-home” aktierne i porteføljen under COVID-19 pandemien. Forventningerne op til seneste regnskab for Q2 i starten af august var høje, uden rum til at skuffe, og sikkert en af årsagerne til at vi så aktien handle ned fra rekordkursen på 490 i dagene op til regnskabet. Regnskab var overraskende stærkt på indtjeningen og omsætningen der overraskede ganske positivt med 52 cent i indtjening per aktier i forhold til forventningen på 12,59 cent. Omsætningen landede på 645 mio. USD mod forventet 618 mio. USD. Et af de vigtigste parametre er antallet af nuværende og nye brugere – hvilket skuffede i forhold til forventningerne. Rokus antal af aktive brugere landede på 55,1 millioner en stigning på 1,5 millioner men under forventningerne på 55,8 millioner og antallet af timer med streaming var 1 mia. lavere end ventet med 17,4 mia. timer; en stigning på 19% i kvartalet. Efter regnskabet er Roku aktien faldet 28% tilbage fra toppen og vi har åbnet en mindre position 26% lavere end toppen. Roku aktien er ikke billig. men der ses fortsat muligheder i aktien hvis basen af aktive brugere øges og man kan vækste på reklamesiden. Aktien er oppe med 6% år-til-dato.
DSV Panalpina – dansk speditions virksomhed. DSV meddelte i august at købet af Agility Global Integrated Logistics er faldet på plads, hvormed endnu et succesfuldt opkøb i milliardklassen kan bogføres. Købet koster DSV 30,2 mia. kroner ved udstedelse af nye aktier. Opkøbet styrker DSV’s omsætning med 29 mia. kroner og tilføjer 17.000 nye medarbejdere og øger markedsposition til verdens tredje største transport- og logistik virksomhed på globalt plan. DSV opjusterede forventningerne i forbindelse med integrationen af AGI. Der forventes nu et driftsresultat på 13,75-14,5 mia. kr. mod tidligere 12,5-13,0 mia. kr. Ambitionerne er fortsat flere opkøb i milliardklassen og DSV har meldt sin interesse for DB Schenker, såfremt muligheden byder sig. Den politiske proces er dog afgørende for om dele af DB Schenker kan ende hos DSV eller en tredje konkurrent i branchen. Aktien er oppe med 57% år-til-dato.
ALK-Abelló – dansk selskab der er førende indenfor produktion af medicin og vacciner til behandling af allergier. ALK opjusterede forventningerne til 2021 forud for regnskabet den 11. august, hvor ALK forventer en topline med 10-12% vækst, hvilket er en præcisering fra tidligere guidance på 9-12%. Forventningerne til indtjeningen løftes til 450-500 mio. kr. fra tidligere 375-425 mio. kr. De frie pengestrømme får et positivt løft med 100 mio. kr. til et minus på 100 mio. kr. Årsagen til opjusteringen ligger i et godt salg, men udskydelser af kliniske forsøg forskyder omkostningerne og bidrager til det gode resultat. Aktien er oppe med 23% år-til-dato.
PayPal –amerikansk betalingstjeneste. Ved udgangen af august skriver flere medier at PayPal er ved at undersøge muligheden for at starte en aktiehandelsplatform. Ifølge en af de kilder der henvises til kan ”Invest at PayPal” blive et nyt forretningsområde, hvor Rich Hagen der tidligere har stiftet onlineplatformen TradeKing bliver CEO. Aktien er oppe med 23% år-til-dato.
Novo Nordisk – global medicinal virksomhed med speciale indenfor diabetesmedicin. Novo Nordisk præsenterede et solidt regnskab i starten af måneden med en guidance opdatering for det indeværende år. Forventningerne til væksten i salget løftes fra 6-10% til 10-13% og driftsresultatet forventes at stige fra 5-9% til 9-12%. Diabetes forretningen står for den største del af omsætningen – men det nylige godkendte middel mod fedme, der markedsføres i USA under navnet Wegovy, har været stærkt efterspurgt siden markedsføringsgodkendelsen i USA i juni 2021 og forventes at bidrage med op til 25 mia. kr. i 2025. Novo Nordisk ansøgning til EMA om godkendelse af markedsføring i Europa forventes behandlet senere i 2021 eller starten af 2022. Aktien er oppe med 47% år-til-dato.
NextEra Energy – amerikansk holdingselskab der er verdens største forsyningsselskab indenfor alternativ energi. Biden-administrationen åbner for en evaluering af priser på leje og omkostninger på føderale landområder, hvor der opstilles alternative energikilder i form af sol eller vindmølleparker. Ambitionen fra Biden-administrationen er en energisektor der er Co2 neutral i 2035 – en ambition der kræver fart på investering i energisektoren på alternativ energi. Høje omkostninger på leje af landområder kan forsinke planerne da det kan vanskeliggøre at tiltrække investeringer. Aktien er oppe med 9% år-til-dato.
American Water Works – et amerikansk selskab der leverer drikkevand og renser spildevand. American Water Works præsenterede et regnskab uden de store overraskelser og hvad var mere interessant i august var senatets godkendelse af den meget omtalte infrastruktur-investering på 1.000 mia. USD. Aktien er oppe med 18% år-til-dato.
L’Oréal – et af verdens største brands inden for kosmetik. Markedet inden for skønhedsprodukter er så småt ved at vende tilbage til tiden før COVID-19. Halvårsregnskabet viste en solid vækst i forretningen på 20,7% like-for like og hele 33,5% vækst i salget i andet kvartal. Her bidrog især det amerikanske marked der vækstede med 44,7% i andet kvartal. Driftsindtjeningen landede på 2,988 mia. EUR. Indtjeningen per aktie er opgjort til 4,63 EUR. En stigning på 21,1 % jf. samme periode året før. Aktien er oppe med 27% år-til-dato.
Advice Capital Globale kan følges på børsen via nedenstående link: http://www.nasdaqomxnordic.com/Investeringsbeviser/FundInfo?Instrument=CSE121348